Hver 12. unge - eller i alt 50.000 - står uden for arbejdsmarkedet.
Dermed er ungdomsarbejsløsheden mere end dobbelt så høj, som da finanskrisen startede i 2008, og bliver nu anset som det største problem på det danske arbejdsmarked, skriver Politiken.
Man skal tilbage til 1980'erne for at finde en tilsvarende arbejdsløshed blandt unge, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), og det får økonomer til at råbe vagt i gevær.
"Arbejdsløsheden blandt unge er krisens absolut største problem. Og det risikerer at trække meget lange spor, hvis de unge ikke får fodfæste på jobmarkedet," siger cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen, til Politken.
På Aalborg Universitet er professor i arbejdsmarkedsforhold, Flemming Ibsen, enig.
"Vi risikerer, som vi så i 1980'erne, at dele af ungdomsårgangene slet ikke rigtigt får fat på arbejdsmarkedet. Når krisen er ovre, og der atter bliver ansat folk, så er der kommet nye årgange ud med friske eksaminer, så dem, der ikke har fået job nu, bliver sprunget over," siger Flemming Ibsen til Politiken.
Kilde: Politiken