Finanskrisen og usikkerheden på jobmarkedet har fået danskerne til at spare. Derfor er den individuelle danskers formue steget siden sidste år, skriver Børsen.
I gennemsnit har vi alle sammen 833.000 kroner på kistebunden, viser Realkreditrådets beregninger af Nationalbankens opgørelse af finansielle konti for andet kvartal 2011.
Mere mundret betyder det, at vi i gennemsnit har 311.000 kroner på kontoen oveni en boligformue på 522.000 kroner.
Danskerne er blevet så gode til at spare, at vi sparede 27,1 milliarder kroner op i andet kvartal af 2011. Det er en stigning på 2,4 milliarder i forhold til sidste år, hvilket er den højeste stigning i nyere tid.
Samtidig er husholdningernes disponible indkomst steget med 1,1 procent i samme periode. Sparelysten er blevet bredt udskældt for at bremse væksten, men seniorøkonom i Nykredit Markets, Tore Stramer, ser den ikke kun som noget negativt.
"Det er på ingen måde ufornuftigt, når man samtidig husker på, at husholdningernes gældsniveauer fortsat er høje," siger han til Børsen.
Han understreger samtidig, at når danskerne sparer, skaber det et godt grundlag for fremadsigtet økonomisk vækst og finansiel stabilitet.
Kilde: Børsen