En julefrokost på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet den 14. december fik en tragisk afslutning.
En kvindelig ansat døde efter julefrokosten med sine kolleger, skriver Ekstra Bladet.
- Jeg er bekendt med, at der har været et uventet og tragisk dødsfald, som vi alle er dybt berørte af. Det drejer sig om en kvindelig administrativ medarbejder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og vi har den dybeste medfølelse med de efterladte, siger Anéh Christina Hajdu, der er kommunikationschef på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, til Ekstra Bladet.
I første omgang arbejdede man ud fra en teori om, at der var tale om en fødevareforgiftning. De 35 deltagere til julefrokosten havde alle spist sushi.
Der er dog "intet, som peger i retning af fødevareforgiftning," skriver Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen i en mail til Ekstra Bladet.
Han fortæller til avisen, at fire personer tog videre fra julefrokosten. De blev alle fire syge, men ingen af de andre tre i alvorlig grad. Kvinden blev fundet død i sit hjem dagen efter julefrokosten.
Fødevarestyrelsen har videregivet informationerne til Styrelsen for Patientsikkerhed, som oplyser til Ekstra Bladet, at man arbejder med sagen, men at man ikke må udtale sig yderligere. En obduktionsrapport, som endnu ikke foreligger, skal fastslå dødsårsagen.