“Jeg synes kun, det bliver værre.”
Sådan siger pædagog Annelis Mortensen om papirarbejde og planlægning, der æder hendes tid med børnene i vuggestuen Sydvesten i Aalborg.
Annelis er en af de mange pædagoger, der føler, at hun må bruge stadig mere af sin arbejdsdag på, at udfylde skemaer til forvaltningen, skrive rapporter om læreplaner, vise folk rundt fra kommunen og dokumentere, hvad børnene laver i dagligdagen.
LÆS OGSÅ: Pædagoger: Hjælp vi drukner i skemaer!
“Det er klart, at der skal være en form for tilsyn og læreplanerne er jo en lov. Men er det virkelig mig som pædagog, der skal bruge så meget tid på den slags? Der, hvor det rykker for børnene, er jo, når vi er sammen med dem.”
Papirarbejde hober sig op
Annelis blev færdig som pædagog i 1999 og har arbejdet i forskellige integrerede institutioner, døgninstitutioner og på specialområdet. Hun føler, mængden af administrative opgaver har hobet sig op de seneste år.
“Jeg blev pædagog, fordi jeg synes, det er utrolig dejligt at være sammen med mennesker især de små 0-3-årige og se den fantastiske udvikling, de gennemgår. Det har aldrig været min drøm at sidde på et kontor og lave papirarbejde.”
Rent samlebånd
Aalborg Kommune har, som så mange andre i landet, lagt institutioner sammen i kæmpestore enheder. Der er færre ledere, og mange af de administrative opgaver, som ledere og souschefer før tog sig af, bliver derfor lagt ud til pædagogerne.
“Den tid går fra børnene. Hvis jeg skal nå at skrive noget, så er de kun to pædagoger tilbage til 15 vuggestuebørn. Så bliver det for eksempel rent samlebånd, når børnene skal skiftes. For så er der ikke tid til at mærke efter, om barnet er klar til at gå på toilettet eller finde ud af noget om sin egen krop. Så skal vi bare være færdige,” siger Annelis.
Peter vil øve sig med sin sok
Kravene om planlægning og aktivitets- og læringsmål, der skal opfyldes og dokumenteres, betyder, at man ikke kan være fleksibel i arbejdet med børnene. Og det er et særligt problem med vuggestuebørn, for de er ikke lige sådan at proppe ind i et skema.
“Nu her i dag, er Peter lige begyndt at interessere sig for selv at tage sin sok af og på. Men nu har jeg en anden planlagt aktivitet, som vi skal dokumentere, at vi afholder, og så er der ikke plads til, at Peter sidder og øver sig med sin sok,” siger Annelis.
Hun drømmer om mere frihed fra papirdyngerne og om at kunne arbejde med de små børn på deres egne præmisser.
“Det der med at planlægge, hvornår Peter interesserer sig for at tage sin sok af og på, det holder ikke. Du kan jo ikke sætte sådan noget i skema.”