Et atomkraftværk i det sydøstlige Frankrig har fået utraditionelt besøg.
En aktivist fra miljøorganisationen Greenpeace er landet på atomkraftværket. Han brugte en motoriseret paraglider som transportmiddel.
Se hans flyvetur her.
- En Greenpeace-aktivist ankom med en motoriseret paraglider omkring klokken 07.40. Han fløj over værket, kastede en røgbombe og landede så på værkets område, hvor han blev anholdt, siger det regionale politi nær atomkraftværket Bugey.
Greenpeace siger, at aktionen har til formål at sende en besked til de to mænd, der kæmper om at blive Frankrigs næste præsident.
Der er valg på søndag, og det står mellem den nuværende konservative præsident, Nicolas Sarkozy, og den socialistiske udfordrer, François Hollande.
- Formålet er at sende en besked til de to mænd, der nægter, at der er en risiko ved atomkraft, siger Sophia Majnoni, talskvinde for Greenpeace.
- Vi ønsker at illustrere den eksterne fare, som for eksempel at et fly styrter ned i et atomkraftværk, siger hun.
Kilde: AFP