Tidligere har der ikke været nogen gevinst at hente ved affaldssortering i Danmark. Men i dag er sagen en anden, siger direktøren i Dansk Kompetencecenter for Affald, Dakofa, Ole Morten Petersen.
- Med den teknologi man kender til i dag, kan man ifølge DTU genanvende 26-55 procent af affaldet i normale husholdninger, siger Ole Morten Petersen til Ritzau.
Han henviser til resultatet af en undersøgelse fra i år foretaget af DTU Miljø og Cowi for Miljøstyrelsen.
I perioden 2001-2004 forsøgte man sig med affaldssortering i Aarhus. Det droppede man igen, fordi man ikke kunne se nogen miljøgevinst ved tiltaget, som kostede kommunen 20 millioner kroner årligt.
- Der er teknologi på området ude i verden, som kan opfylde de behov, som vi har i Danmark, siger Ole Morten Petersen.
Han vurderer, at det eneste, vi mangler i Danmark, er et politisk tiltag, så man kan få samlet den organisatoriske- og teknologiske viden på området.
Direktøren forklarer videre, at borgerne skal løfte i flok for at få det til at fungere. Det indbefatter blandt andet, at alle husstande skal have tre skraldespande.
Rapporten fra DTU Miljø og Cowi konkluderer også, at der er en CO2-gevinst ved affaldssorteringen. Vurderingen går på, at CO2-udslippet reduceres med en halvt procent.
Miljøminister Ida Auken (SF) vil i de kommende uger præsentere et forslag, der skal sikre mere affaldssortering i Danmark.
Ifølge krav fra EU skal alle medlemslande indsamle og genbruge mindst 50 procent af alt papir, plast, metal og glas inden 2020. I øjeblikket lever Danmark ikke op til de krav.
/ritzau/