Af Nanna Balslev, naba@avisen.dk
Det bliver dyrere at låne penge.
1. marts satte en række mindre banker og sparekasser renten op, og i går varslede landets største bank, Danske Bank, at den overvejer at hæve udlånsrenten blot seks uger efter sidste rentestigning.
Men i en tid med stigende renter og dyrere lån er danskerne blevet bedre til at shoppe rundt mellem de banker, der giver det bedste tilbud, fortæller John Norden, der er direktør i Mybanker.dk, der sammenligner bankpriser over hele landet.
»Folk er blevet bedre til at orientere sig hos forskellige banker, så de får den optimale pris for deres bankforretninger. Men det er også nødvendigt. For hvis du ikke er opsøgende som bankkunde, får du lov til at betale mere,« siger John Norden.
Tid til økonomicheck
Hos konsulentfirmaet Bjarne Jensen Consult, der arbejder med den finansielle sektor, bekræfter Peter Andersen, at danske bankkunder er blevet mere påpasselige i løbet af de sidste par år.
»I 2005 kunne bankerne være sikre på, at et stabilt antal kunder lod deres opsparing stå hos dem. Sådan er det ikke længere. Folk er blevet mere opmærksomme på, hvad der sker med deres penge.«
Ifølge John Norden er de kommende rentestigninger en god undskyldning for at gennemgå sine bankforretninger, fordi flere banker vil konkurrere om at tilbyde kunderne de bedste forhold.
»Bankerne benytter lejligheden til at lave forskellige produktgrupper. Derfor bør man kigge sig om nu, hvis man overvejer at skifte bank. Og internettet har gjort det nemt at undersøge, hvor man som kunde får mest for sine penge.«