Igen og igen vender undervisningsminister Bertel Haarder (V) tilbage til sin vigtigste pointe:

»Det danske uddannelsesystem – fra folkeskolen til det længste universitetsfag – skal sikre lige muligheder for såvel det barn, der er født af akademikere, som det barn, der er vokset op uden aviser og bøger. Når alle er med, hjælper vi både den enkelte, og vi højner også niveauet i hele samfundet, fordi den talentmasse, vi uddanner, ganske enkelt er maksimal.«

Haarder er en sjælden politiker – dybt engageret, visionær, vidende – og selvom han er i gang med sin anden periode som undervisningsminister efter 10 år i 1980’erne, brænder den samme begejstring. Hans drøm – at give alle en reel mulighed for en uddannelse – er funderet på opvæksten på Rønshoved Højskole i 1950’erne. Dengang så han, hvordan folk med kun syv års skolegang blev skubbet i gang.

»Ofte kunne de, der kom, slet ikke læse. Min mor underviste ’det dårligste danskhold’ og min far noget, vi kaldte ’udvidet dansk’, men som handlede om at give de allerringeste lidt flere muligheder,« siger Bertel Harder og fortsætter:

Fortsat fra forrige side

»Jeg så, hvordan de fik lært at læse og skrive, så de kom videre på eksempelvis sygeplejerske- eller politiskolerne. Derfor lærte jeg, hvor stor en velgerning det er at stille krav til folk, ja, det er den stærkeste sociale indsats.«

Fjern barrierer

I dag er det et af Haarders vigtigste politiske mål – at sikre at alle, også dem, der ikke nåede med i første omgang, får muligheden for at få en uddannelse eller for at få en ny uddannelse senere i livet. Det skal ske gennem krav og muligheder.

»Vi må aldrig stille barrierer op for folk, så det bliver unødigt svært at komme videre i systemet. Vi skal i stedet blive bedre til at anerkende, hvad folk kan i forvejen. I dag ved vi jo, at danskerne er det europæiske folk, der oftest skifter job, og derfor er det også afgørende, at vi blir bedre til at sikre, at alle også kan skifte uddannelse.«

Haarder er fortsat stærkt irriteret over, hvor svært det er at få anerkendt den enkeltes egen viden, når man gerne vil studere noget nyt – og det er en livslang kamp, som han husker helt tilbage fra de år, hvor han underviste på Askov Højskole.

»Vi skal virkelig sikre, at alle – også den ældre ufaglærte, social- og sundhedsarbejderen, som gerne vil være sygeplejerske, den enlige mor, der ikke kom på gymnasiet – skal kunne komme i gang med en uddannelse. Her skal de ikke starte helt forfra, men komme ind på det niveau, de har opnået gennem deres arbejde, deres livserfaring.«

Tænk dig om

Haarders bud på en god uddannelse for den unge, der gerne vil i gang, er enkelt:

En god uddannelse giver lyst, evner og redskaber. Hans råd til den unge folkeskoleelev, der nærmer sig det første livsvalg – hvilken type ungdomsuddannelse – er enkelt.

»Tænk dig om i lidt bedre tid, så det ikke kommer som et chok i 9. klasse. Tænk over, at barndommen og enhedsskolen nærmer sig en afslutning – men lad være med at træffe nogen beslutning for tidligt.«

Ministeren understreger, at man først skal begynde på sin egentlige uddannelse, når man er klar efter gymnasiet.

»Det er fint med et eller to sabbatår efter gymnasiet – det giver rigeligt med tid til at prøve noget andet eller komme til at træffe et forkert valg. Derefter bør man komme i gang.«

USA skiftede mit fokus

Da Bertel Haarder var færdig med gymnasiet selv, ville han være læge eller dyrlæge, men et års studier på Wesleyan College i Connecticut midt i 1960’erne ændrede de planer.

»Jeg kom til USA lige efter mordet på John F. Kennedy og oplevede de stærke ideologiske kampe mellem Demokrater og Republikanere – og det begyndende opgør om lige borgerrettigheder mellem sorte og hvide – og derfor ville jeg studere statskundskab.«

Da han kom til Århus Universitet, stod det klart, hvor meget bedre Wesleyan College havde været. I USA var det vanvittigt dygtige lærere. Studiemiljøet var generelt på et højere niveau, og så var valgmulighederne meget større. Haarder var i Århus under ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne.

»Studiemiljøet blev især rigtigt ringe efter oprøret – alt det åndelige miljø blev slået ihjel, foreninger blev lukket, og de bedste lærere blev fjernet fra katederet og lukket inde på kontorer. Inden da havde fremragende undervisere udfoldet deres overblik over komplicerede sammenhænge for de studerende. Nu blev vi unge i stedet sat til at dele hinandens uvidenhed i grupper.«

Professorvældet

Når ministeren i dag ser tilbage på sin studietid, så er det ikke uden forbitrelse. Det inspirerende miljø, som han kendte fra højskolen, var slet ikke til stede. I dag kan han kun se en god ting, der kom ud af oprøret – professorvældet blev afskaffet.

»Dengang var der en frygtelig arrogance over for nye studerende og endnu mere over for dem, som allerede havde taget en anden uddannelse – eksempelvis som lærer – der siden gerne ville på universitetet. Det var altid, som om at professorerne forsøgte at skræmme de studerende bort i stedet for at hjælpe, og det gjorde mig ofte rasende.«

Folkeskolens problem

De kommende års øgede globale konkurrence er Danmark i gang med at ruste sig til, og ifølge Haarder skal vi nok nå at komme i mål, men vi er bagud. For mange års manglende krav til de svageste børn hævner sig.

»Hver femte unge forlader skolen uden at have tilstrækkelige kompetencer. Endnu værre er tallene i København, hvor hver fjerde ikke kan læse godt nok, og mere end halvdelen af indvandrerbørnene læser ikke ordentligt. Det er en giftig kombination af social udstødelse og etnisk isolation, og derfor har jeg taget grundigt fat om den problematik.«

Med den nye folkeskolelov er lærerne udstyret med de redskaber, der skal til for at hjælpe de svageste elever: Test, mere faglighed og ekstraindsats. Målet er, at der i 2015 kun er fem procent, der kommer ud af skolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder.

I gymnasiet ser Haarder et andet problem melde sig:

»Jeg er bekymret for, om vi øger afstanden mellem de dygtigste og de mindst dygtige – fordi gymnasiet er indrettet efter akademikernes børn, mens de, der kommer fra hjem uden bøger og aviser, måske ikke kommer tilstrækkeligt med.«

Bedre faglighed

Der er gået et kvart århundrede, siden Haarder første gang blev udnævnt til undervisningsminister.

»Dengang bestemte De Radikale for meget – de ville slet intet ændre i folkeskolen, som ellers råbte på ny dynamik. Det var, som om at der kun blev taget hensyn til de dygtigste børn, mens alle de andre, der havde brug for bedre faglighed, blev ladt i stikken. Først da vi fik åbnet for et forlig uden om De Radikale og samarbejdede med Socialdemokraterne, skete der noget. Det minder om i dag, fordi socialdemokrater og jeg er enige i behovet for at give alle en lige chance for en god uddannelse.«

Det er en livsmission, som Haarder kæmper for – at sikre, at alle får lige ret til uddannelser. Opvæksten på højskole, den amerikanske inspiration og kampen mod akademikeres arrogance er allesammen ingredienser i den røde tråd i Venstre-ministerens politik: At sikre lige muligheder for alle for at blive uddannet.