Klimaminister Connie Hedegaard (K) har fået en vigtig forbundfælle.
Lederen for verdens 1,1 milliard katolikker, pave Benedikt XVI har meldt sig under klimaforkæmpernes bannere, skriver Kristeligt Dagblad.
Paven udtaler, at truslen mod klodens miljø påkræver en moralsk vækkelse blandt alle verdens kristne for at komme klimaproblemerne til livs.
Meldingen får medvind hos den danske klimaminister:
- Holdningsskiftet til klimaproblematikken i USA skyldes i høj grad den
anglikanske kirkes indsats på området. Så kirkerne kan helt klart være
med til at gøre en forskel. Om man så enten henviser til at beskytte
Guds skaberværk som kirkerne eller refererer til noget andet, så gælder
det jo grundlæggende om at gøre opmærksom på, at alle moralsk er
forpligtet over for andre end bare sig selv, siger Connie Hedegaard til Kristeligt Dagblad.
Overhovedet for verdens katolikker har da tilsyneladende også læst på lektien. Paven peger således på udtømningen af jordens ressourcer, smeltende gletsjere og udledningen
af drivhusgasser som de største trusler mod Jordens overlevelse.
- Det er nogle af disse advarselstegn, der påkalder sig en moralsk vækkelse til fordel for Jorden, siger paven.