En ny international aftale skal nedbringe antallet af gæs i Vestjylland. Danmark, Norge, Holland og Belgien er blevet enige om, at bestanden af arten kortnæbbet gås skal reduceres med 20.000 fugle.
Bestanden af gæs skal reduceres ved hjælp af det, der kaldes optimeret jagt. Det fortæller gåseforsker, professor Jesper Madsen fra Aarhus Universitet.
- Det betyder en bedre organiseret jagt med et større udbytte af gæs, siger han til DR Midt & Vest.
Den kortnæbbede gås yngler på Svalbard, men den optræder resten af året på rastepladser i Nordvesteuropa. Bestanden er mere end femdoblet siden 50'erne og tæller nu 80.000 fugle.
Det giver problemer, konstaterer Jesper Madsen:
- Der udbetales store summer til landmændene her i Vesteuropa som kompensation for de stadigt flere markskader, som gæssene forvolder. Og på Svalbard gør det stigende antal ynglende gæs store skader på den sårbare arktiske vegetation, forklarer professoren fra Aarhus Universitet.
Den internationale forvaltningsplan for kortnæbbet gås er den første af sin art i Europa. Målet er altså at bringe bestanden ned på et stabilt niveau omkring 60.000 fugle ved at øge jagtudbyttet.
Og det er en opgave som de vestjyske jægere hilser velkommen:
- Vi er glade for at kunne bidrage til en international forvaltningsplan samtidig med at det giver os flere jagtoplevelser, siger Niels-Erik Jørgensen til DR Midt & Vest. Han er kontaktperson for 10 lokale jagtforeninger ved Veststadil Fjord.