En ny undersøgelse, der konkluderer, at det er mængden af lærernes sygefravær, der har størst indflydelse på elevernes faglige resultater, får stærk kritik af en professor i pædagogisk statistik.
- Det tekniske udstyr bag udregningerne er utilstrækkeligt, siger Peter Allerup, der er professor ved Center for Grundskoleforskning på det tidligere DPU under Aarhus Universitet.
Han siger til folkeskolen.dk, at man ikke kan bruge lærernes sygefravær som variabel, når man undersøger elevers faglige resultater. Den danske karakterskala fra 2007 kan heller ikke bruges så simpelt matematisk.
- På de præmisser er forklaringsgrader og grundlag så tyndt, så deres påpegninger af signifikans vidner om, at de ikke ejer evnen til at fortolke resultater i relation til den almindelige hverdag, siger han til hjemmesiden.
Undersøgelsen konkluderer også, at det har en negativ effekt, hvis lærerne bruger mere tid på forberedelse end i klasselokalet, og at hverken skolestørrelse, antal elever per lærer eller antal undervisningstimer på skoleskemaet har større betydning for elevernes faglighed.
- Vi kan godt bruger ordet latterlig, lyder Allerups samlede dom over rapporten.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er enig i kritikken. Han kalder rapportens konklusioner for dybt useriøse.
- Når den professor i Danmark, der har allermest forstand på statistik på det område, siger, at rapporten ikke holder vand og kalder den latterlig, så kan den ikke bruges til noget som helst, siger han til Ritzau.
- Vi skal ikke lade os trække rundt i manegen af noget, som er så useriøst. Derfor er jeg glad for, at Allerup fortæller, at kejseren ikke har tøj på, afslutter Bondo.
Rapporten er foretaget af Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, Krevi.
/ritzau/