Ni ud af ti offentligt ansatte er stolte af deres fag og det arbejde, de udfører. Det viser en medlemsundersøgelse fra FOA ifølge Fagbladet FOA torsdag.
Det er især tilfredsstillelsen ved at udføre et godt stykke arbejde, at gøre en forskel og at være med i et godt kollegaskab, der får den faglige stolthed til at blomstre.
Men fagstoltheden er under pres af besparelserne i regioner og kommuner. En af de arbejdspladser, der allerede har sparet, er Odense Universitetshospital, men her er man meget opmærksom på, at nedskæringer ikke må koste den faglige stolthed:
- Medarbejdernes faglige stolthed er arbejdspladsens guld, siger afdelingschef Carsten Holmer, Rengøring & Patientservice.
- Den stramme økonomi betyder ikke, at vi ikke kan satse på kompetenceudvikling og derigennem styrke medarbejdernes selvværd, siger Carsten Holmer.
Selv om stoltheden trives advarer forsker Annegrethe Arenkiel fra Roskilde Universitet mod at tro, at engagementet kan strækkes i det uendelige:
- Det er tydeligt, at mange tillidsrepræsentanter oplever, at medarbejderne på trods af deres store indsats er ved at nå grænsen for, hvor langt det er muligt at strække sig.