Spis rigtigt, få sovet og dyrk noget motion. Det er alle sundhedsråd, som er blevet sagt utallige gange. Alligevel sætter de sig ikke så godt fast, som kiloene gør det. Men på Holbæk Sygehus har de haft så stor succes med en ordentlig opsang til de unge, at andre regioner nu skal overveje at gøre dem kunsten efter.
Ved at lave en omfattende plan for hele familien, der beskriver alt fra, hvornår det er tid til at gå i seng, hvor længe fjernsynet må være tændt og hvad der skal serveres til morgenmad, er det lykkes for syv ud af ti overvægtige unge fra området at tabe sig.
"Vi er meget imponeret over de resultater, de har fået. Det er rigtig flot, og der er ikke mange andre steder, der har kunne præstere ligeså god effekt," siger Tatjana Hejgaard, der arbejde med forebyggelse af fedme hos Sundhedsstyrelsen.
Det vil koste mellem 60 og 80 millioner kroner, hvis børn i hele landet skal have samme tilbud om at smide dellerne, vurderer læge Jens-Christian Holm, der står for behandlingen på Holbæk Sygehus's børneafdeling. Til sammenligning brugte regioner sidste år 69.937 millioner kroner på sundhedsområdet.
"Den metode bør selvfølgelig udvides til resten af landet. De her børn får jo en bedre barndom og et bedre liv som voksne. Det vil selvfølgelig koste nogle penge at give den her behandling landet over, men på sigt vil vi spare mere ved, at de for eksempel ikke får diabetes som voksne," siger næstformand i Dansk Regioners sundhedsudvalg, Anne Kristensen.
Danske Regioner kan dog ikke pålægge de enkelt regioner at indføre fedmebehandlingen, men bliver medlemmerne i udvalget enige om at tage den til sig, så forventer Anne Kristensen også, at alle børn lige fra Skagen til Gedser snart vil rasle ned i vægt.