Regeringen foreslår, at jobcentre skal indkalde langtidsledige til én månedlig samtale mod nu én gang i kvartalet.
Kravet fremgår af regeringens køreplan 'Danmark 2020'.
Men landets socialrådgivere kalder forslaget absurd.
"Der er intet sagligt belæg for at tro, at flere samtaler mellem sagsbehandleren og den langtidsledige får personen hurtigere i arbejde," siger Dansk Socialrådgiverforenings formand Bettina Post til Dagbladet Information.
Og et forsøg fra 2008 giver hende ret.
I otte jobcentre mødtes en række ledige ugentlig med jobcentrene i 26 uger - det såkaldte "Alle i gang"-forsøg.
Konklusionen var, at de ledige ikke fik hurtigere job på grund af de mange samtaler.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) erkender, at "Alle i gang"-forsøget viste både gode og dårlige ting.
"Og det skal vi selvfølgelig lære af. Men jeg bakker selvfølgelig op om regeringens arbejdsprogrammer," siger hun.
Økonomiprofessor Michael Svarer fra Århus Universitet, der stod bag evalueringen af forsøget, mener, at nogle ledige kan få gavn af flere samtaler med jobcentret.
"Flere samtaler kan være en god idé, fordi der i øjeblikket på grund af den økonomiske krise kommer mange nye langtidsledige, der ikke tilhører den svageste del af de langtidsledige. Den gruppe bør kunne hjælpes relativt hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet," siger han til Information.
Inger Støjberg fremlægger i løbet af april et konkret udspil til bekæmpelsen af langtidsledigheden.