Det nye store rovdyr i den danske natur, mårhunden, skal udryddes til foråret.
Det varsler Skov- og Naturstyrelsen, efter at fundet af 50 døde mårhunde i Midt- og Vestjylland vidner om en hastigt voksende bestand.
"Mårhunden er et asiatisk rovdyr, som vi nu kan finde i Midt- og Vestjylland. Vi har fundet 50 døde mårhunde, der enten er skudt eller kørt ned. Så vi er sikre på, at der er en bestand. Og vi er faktisk overraskede over, at der er så mange," siger skovrider Ulrik Lorenzen fra Skov- og Naturstyrelsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den omkring 10 kilo tunge mårhund, der ligner en vaskebjørn, skal helst udryddes i Danmark så hurtigt som muligt, fordi den æder fugleynglen i naturreservaterne med stor appetit.
"Det er en meget effektiv jæger i den danske natur, og det har vi ikke lyst til at opleve. Den svømmer og sover gerne vintersøvn, hvis det er for koldt, den formerer sig vældig effektivt og kan leve i meget tætte bestande. Den spiser æg og unger fra fugle, der ruger på jorden med stor appetit. Og vi har mange sårbare ynglefugle på vores engarealer og rørskovsområder, hvor mårhunden vil kunne anrette voldsom skade," siger Ulrik Lorenzen.
Mårhunden er også et problem i Danmarks nabolande, bl.a. fordi den kan bære rabies og en smitsom indvoldsorm, der er dødelig for mennesker.
"Og det sidste er noget, der viser sig i løbet af en årrække, og når vi så opdager det, så er det faktisk for sent, og så dør man af det. Så der er gode argumenter for ikke at have mårhunden i Danmark," siger skovrideren.
Derfor bør man rense bær og svampe omhyggeligt, hvis man har samlet dem i de områder, hvor der lever mårhunde.
Til foråret vil Skov- og Naturstyrelsen bede lokale jægere om at skyde mårhunden. Men da mårhunden er et meget socialt dyr er det også en mulighed at fange dem levende i fælder, sterilisere dem, give dem GPS-halsbånd på og lade dem søge sammen med flere artsfæller.
"Mårhunden er social og finde en mage eller andre mårhunde. Og når man så kan se den på satellit, hvor den er gået i grav med andre mårhunde, og så kan man slå dem ihjel der," fortæller skovrideren.