Tjen 500 kroner per fanget eller dræbt mårhund.
En sådan ordning foreslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF) nu indført for at forhindre den altædende mårhund i at ødelægge den danske fauna.
"Vi foreslår at belønne jægere, der dræber mårhunden med en skydepræmie. Men det skal være staten, der kontrollerer jægerne," siger foreningens formand, Christian Hjorth til Nyhedsbureauet Newspaq.
Rovdyret er en såkaldt invasiv art, og den er en så effektiv dræber, at den gerne tager fugle i træer eller svømmer ud til vådområder, hvor vandfugle tror sig i sikkerhed.
"Hvis man ikke gør noget nu, så render det fra os, ligesom det skete med minken, som man halvhjertet har forsøgt at bekæmpe. Og nu der den så løbet fra myndighederne. Men jeg tror stadig, der er en chance med mårhunden," siger Christian Hjorth.
Han repræsenterer DOF i den nationale følgegruppe, som er kommet med forslag til Skov- og Naturstyrelsen, der snart vil offentliggøre en national indsatsplan til en bekæmpelse af mårhunden.
Mårhundens naturlige levesteder findes tusinder af kilometer mod øst og sydøst i Kina, Korea og Japan.
I disse år er rovdyret i foruroligende grad ved at få fodfæste i Danmarks natur.
Siden 2008 har Skov- og Naturstyrelsen fået kendskab til cirka 70 verificerede fund af mårhunde, alle fra Jylland. 'Verificerede fund' er trafikdræbte dyr, fotodokumenterede fund eller skudte individer, skriver DOF.
Senest er det dokumenteret, at mårhunden nu yngler så langt mod nord i Jylland som i Lille Vildmose, hvor der for få dage siden blev fundet en trafikdræbt mårhundehvalp.
Også fra Varde-egnen er det dokumenteret, at mårhunden nu yngler i Danmark, og der lurer en frygt for "finske tilstande".
For mange repræsenterer Finland nemlig et rædselsscenarium med mårhunden i hovedrollen, for i De tusinde Søers Land lever i dag skønsmæssigt cirka en million mårhunde, der altså slet ikke hører naturligt hjemme i landet, men er kommet på grund af menneskets trang til at indføre pelsdyr.