Danskerne har stadig sværere ved at betale deres gæld.
Sammenlagt skylder privatpersoner og virksomheder omkring 3,8 milliarder kroner mere til det offentlige end sidste år, skriver Børsen.
Samtidig vokser RKI-registret over dårlige betalere med foruroligende hast, og kreditorerne har sværere ved at indrive penge.
Skats indrivelsescenter er overbevist om, at den økonomiske krise har en finger med i den bekymrende udvikling.
"Det hænger sammen med flere forskellige faktorer, men det er vores indtryk, at ikke mindst den samfundsmæssige økonomiske udvikling har betydet, at staten har større beløb til gode hos virksomheder og borgere," siger viceskattedirektør i inddrivelsescentret i Skat, Helle Hemmingsen, til Børsen.