Det er en myte, at enebørn bliver forkælede, gammelkloge og egoistiske. Det fastslår den anerkendte børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
»Det er simpelthen ikke rigtigt, at enebørn bliver forvænte og altid vil stå først i køen. Enebørn bliver ligesom alle andre børn et produkt af den opdragelse, de får,« siger Margrethe Brun Hansen. Hun er netop nu aktuel med bogen Barn nr. 2 , som er blevet til i et samarbejde med forfatter og journalist Lykke Møller Kristensen. Her kan forældre få et indblik i, hvad der kan være godt at overveje, hvis de er i tvivl om, hvorvidt eller hvornår de skal udvide familien med et medlem mere.
Mange med kun ét barn
Ifølge Lykke Møller Kristensen er myten om enebørn forkert, fordi enebørn har lige så gode muligheder for at udvikle deres sociale kompetencer, som børn med søskende har det.
»De fleste forældre til enebørn er nemlig meget bevidste om, at deres børn skal være sammen med andre børn, og enebørn møder ofte masser af børn, modspil og udfordringer i deres dagligdag i institutioner og skoler,« siger forfatteren.
»Derudover bliver enebørn ofte inddraget i de daglige gøremål og har et godt sammenhold med deres forældre,« påpeger Lykke Møller Kristensen.
Og faktisk er der næsten ligeså mange familier med ét barn som med to børn. Ifølge de seneste tal fra Danmark Statistik er der således 305.787 familier med ét barn, mens der er 324.931 familier med to børn.
Hjertet skal være med
En af de familier, der kun har ét barn, er forældreparret Søren og Line med datteren Kristina. I bogen fortæller Søren og Line, at det ikke har været nogen let beslutning for dem, at de kun skulle have ét barn. De følte nemlig et stort pres fra omgivelserne for at leve op til normen om at få to børn, og derved give deres førstefødte en søskende. Men det var ikke begrundelse nok for dem.
»Vi ville have hjertet med. Sandheden var, at vi ikke havde lyst til flere børn. En underlig erkendelse. For vi havde jo Kristina, som vi elskede,« siger de.
Uanset hvad forældre vælger, så er det dog ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen vigtigt, at forældre til enebørn er ekstra opmærksomme på at få givet deres barn nogle gode sociale kontakter. For eksempel gennem legeaftaler eller ved at tage legekammerater med på ferie.