Danskere kan de kommende uger støde på klimaaktivister flere steder i landet. Omkring 500 aktivister fra Danmark og andre europæiske lande er ifølge Den Grønne Ungdomsbevægelse samlet til en række aktiviteter under navnet Bryd Kæden.
Der er planlagt aktioner mod forskellige virksomheder, mens aktivisterne også samles i camps i Jylland og på Sjælland med blandt andet workshops, koncerter og oplæsninger.
Mandag er en gruppe aktivister blandt andet mødt op ved Cheminova på Harboøre Tange. Her demonstrerer de blandt andet mod eksport af pesticider, der ikke er godkendt til brug i EU, og retter samtidig opmærksomheden mod forureningen i området.
Ifølge arrangørerne er politiet til stede ved demonstrationen, der blandt andet består af taler og musik. I dag har Østjyllands Politi ifølge politiet selv foretaget 47 anholdelser efter en demonstration foran virksomheden Terma i Lystrup ved Aarhus. Flere er sigtet efter færdselsloven samt for ikke at ville oplyse deres identitet. Omkring 50 personer er blevet frihedsberøvet i forbindelse med demonstrationen, og de anholdte er efterfølgende blevet transporteret til politistationen.
Aktionsrækken fortsætter de kommende uger.