- Det er en katastrofe får både de unge og for samfundet.
Så kontant er meldingen fra 3Fs forbundssekretær Per Christensen oven på tal, der viser, at det kun er hver femte ung, der tager en erhvervsuddannelse. For 10 år siden var det hver tredje.
- En del af problemet er, at de slet ikke er sikre på at få en uddannelse, selvom de starter, siger han til Newspaq, og fortsætter:
- Vi sammenligner nogle gange udfordringen med manglende praktikpladser, som hvis man skulle fortælle en 2. g-klasse, at de ikke skal komme tilbage efter sommerferien, for der er ikke råd og plads til, at de kan gøre deres uddannelse færdig. Det kan vi ikke være bekendt som samfund, siger Per Christensen.
Langt flere arbejdsgivere bør påtage sig et ansvar og oprette praktikpladser, mener han. Ifølge Per Christensen er det kun 20 procent af de danske virksomheder, der har søgt tilladelse til at blive praktiksted - og kun ti procent bruger tilladelsen til at uddanne elever. Det er alt for lidt:
- Vi er nødt til at italesætte over for andre brancher end bygge- og anlægsbranchen, at de skal tage elever ind. For det andet er vi som samfund nød til at skubbe til udviklingen. Eksempelvis kunne man gøre det lovpligtigt at ansætte elever for private virksomheder, der får en offentlig opgave, siger forbundssekretæren.
Et andet problem er ifølge Per Christensen, at erhvervsuddannelserne tales ned, da man kun hører om manglende praktikpladser og ikke de positive ting.
- Man glemmer at nævne de ca. 35.000 dygtige, unge mennesker, der uddannes på erhvervsskolerne hvert år.