Først blev HBO Nordic til HBO Max, som senere blev til Max.
Men nu, blot et år efter at tjenesten i Danmark blev omdøbt til Max, skifter streamingtjenesten tilbage til navnet HBO Max.
Det oplyser Warner Bros. Discovery, som ved at genindføre HBO i navnet ønsker at “styrke platformens identitet og differentiere den i det konkurrenceprægede streamingmarked”, som det hedder.
Med det kommende navneskift tilbage til HBO Max forventes det samtidig, at tjenesten vil fokusere endnu mere på premiumindhold i forsøget på at styrke sin position på stramingmarkedet.
For eksisterende abonnenter vil overgangen ske automatisk, og der forventes ingen ændringer i abonnementstyper eller priser i forbindelse med navneskiftet.
Navneskiftet finder sted i løbet af sommeren 2025.