En 27-årig og tilsyneladende psykisk syg mand blev i nat skudt og dræbt af politiet i Aalborg.
De i alt to skud blev affyret efter en dramtisk situation, hvor den 27-årige angiveligt havde fået fat i den ene betjent pistol. Det oplyser Nordjyllands Politi og
Statsadvokaten for Nord- og Østjylland i en pressemeddelelse.
Dramaet tog sin begyndelse kort før midnat, hvor politiet blev kaldt til en adresse i Aalborg-området. På adressen var en 27-årig mand gået amok. Da politiet ankom var manden imidlertid faldet ned, men han blev alligevel kørt til Psykiatrisk Skadestue. Ankomsten til skadestuen havde imidlertid en alt anden end beroligende virkning på manden, der igen - ifølge politiet - gik amok.
Manden fik på en eller anden måde fat i den ene af de to betjentes pistol. I hvilket omfang den 27-årige truede med at skyde er endnu uvist, men da de to betjente kastede sig over ham for at afvæbne ham, kom det til klammeri mellem den 27-årige betjentene og et ukendt antal ansatte på sygehuset. Under klammeriet blev der affyret to skud, som begge ramte den 27-årige.
Ifølge politiet blev manden forsøgt genoplivet, men hans liv stod ikke til at redde.
- Der er tale om en tragisk ulykke, som efter sædvanlig praksis
undersøges af Statsadvokaten, idet pågældende er afgået ved døden, mens han var i politiets varetægt, hedder det i pressemeddelelsen til
Ritzaus Bureau, som er underskrevet af vicestatsadvokat Kirsten Dyrman
og politiinspektør Stig E. Lundbo.
For halvandet år siden blev
en ligeledes psykisk syg mand skudt og dræbt i en SevenEleven
forretning i København, da han gik amok.
Først mod personalet – og siden forsøgte han med kniv at ramme en af de politifolk, der var kommet til stede.