En 25-årig mand er nu blevet fundet skyldig i at have affyret de dræbende skud mod den 33-årige Olcay Ünal i Københavns Nordvestkvarter d. 4. juli 2009. Det oplyser Retten på Frederiksberg.
Retten har afgjort, at manden får 15 års fængsel.
Manden, der nu er erklæret skyldig, skød Olcay Ünal i hovedet og halsen, da Ünal sad sammen med flere andre personer omkring et bord på Theklavej ved al-Quds-Skole. De var samlet for at mindes deres afdøde ven, den 26-årige Ahmad Reza Jamali, der fire dage forinden var blevet skudt og dræbt ved Christiania.
Retten afgjorde samtidig, at den 28-årige taxachauffør, som har været under mistanke, nu går fri. Han har siden juni 2009 siddet fængslet for medvirken til drabet. Det skriver eb.dk.
Taxachaufføren, der kørte Olcay Ünal til sørgeceremonien, er tidligere blevet beskyldt af anklagemyndigheden for at have vidst, at Olcay Ünal ville blive dræbt, når de ankom til Theklavej.
Men Retten på Frederiksberg fandt ikke, at der var tilstrækkelige beviser for, at taxachaufføren lå inde med den viden, og han blev derfor frifundet i dag.