Da et betonelement på 1.200 kilo faldt ned over 40-årige Jørgen Spanggaard en oktoberdag i 2013, var det et held, at han overlevede.
Efter tre år og adskillige operationer i det ene ben, kæmper han i dag stadig for at vende tilbage til sit gamle liv og for igen at kunne forsørge sig selv.
I dag fortæller han historien om, hvad konsekvenserne kan være, når man bliver ramt af en ulykke på arbejdet.
- Det er et rent mirakel, at jeg overlevede. Jeg burde jo have været død, når jeg fik så mange kilo ned over mig. Så heldig er der sgu ingen, der er igen, siger Jørgen Spanggaard til Avisen.dk.
Ulykken gav en bøde på 140.000 kroner til Leth Beton A/S for ikke at have sikret, at arbejdet blev udført på en sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Det viser en aktindsigt i bødeforlæg for brud på arbejdsmiljøloven fra landets politikredse og Arbejdstilsynet i perioden 2013 til 2016, som Avisen.dk har foretaget.
Men Jørgen Spanggaard bebrejder ikke sin tidligere arbejdsgiver noget.
- Jeg var rigtig glad for at arbejde for Leth Beton og savner det meget. Alle kendte hinanden på den arbejdsplads, og det var et skønt sted at være, siger han.
Avisen.dk har været i kontakt med direktør i Leth Beton, Ole Leth, men han ønsker ikke at kommentere sagen.
Jørgen Spanggaard er uddannet landmand med grønt bevis, men har både været havnearbejder og selvstændigt erhvervsdrivende, inden han i 2006 blev ansat hos Leth Beton og begyndte at arbejde fuld tid ude på byggepladserne.
Brækkede 11 ribben
En dag var han sammen med to kolleger i færd med at montere betonelementer til byggeriet af et nyt bosted i Thisted i Nordjylland. Det var under monteringen af det fjerde element, at det pludselig væltede ned over Jørgen, mens han sad på hug med ryggen til.
- Det blev bare helt stille omkring mig lige pludselig. Jeg blev slået bevidstløs med det samme, og jeg opdagede ingenting, husker han.
Det store betonelement tippede over i et mindre element, som også væltede, og Jørgen Spanggaard blev fanget mellem to betonklodser. Redningshelikopteren fløj ham til intensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor han lå i respirator i en uge og efterfølgende var indlagt i en måned.
Betonklodsen havde knust hans venstre ben fra låret og ned, og han havde i alt 11 brækkede ribben, og et brækket brystben og kraveben. Havde betonklodsen ramt bare lidt højere oppe, havde han været død på stedet.
- Jeg har været svineheldig, og i dag er jeg så taknemmelig for, at jeg ikke har brækket ryggen og er blevet lam. Det var også altafgørende, at mine kolleger havde is i maven og hev den ene klods væk og fik min tunge op af halsen, så jeg kunne trække vejret, siger Jørgen Spanggaard.
Han har overvejet grundigt, om han skulle fortælle sin historie. Alligevel valgte han til sidst at stille op, fordi han synes, at sikkerhed er en vigtig ting at være opmærksom på.
- Man får ikke en chance til, når først det går galt, siger han.
Ind og ud af hospitalet
Det ødelagte ben har gjort de sidste tre år til en lang og smertefuld proces for den nu 43-årige familiefar, og det er ikke slut endnu.
Først fik han skinner i benet i 2014, og så blev han ramt af en voldsom infektion i lårbenet. Et nyt knæ i 2015 viste sig ikke at virke, og adskillige operationer hjalp ikke på bevægeligheden i benet. Til sidst takkede Jørgen Spanggaard ja til at få en stivgørende operation af benet, så det bliev til én lang knogle i 2016.
Det betød, at han i 11 måneder skulle have et såkaldt ‘ilizarov-stativ’ på med pinde, der stak ud af benet. Men da lægerne tog stativet af i marts 2017, knækkede hans knogle igen, og han har nu et nyt stativ på, som han skal gå med i yderligere 12 måneder.
To gange i ugen kommer en sygeplejerske forbi og laver sårbehandling, og en gang om ugen ser han en fysioterapeut.
- Hver gang jeg får en dårlig besked, ryger jeg ned i et hul og bliver lidt trist. Men det nytter ikke noget at sidde i et hjørne og græde snot, for det kommer man ikke videre af. Lige efter ulykken så jeg også, hvor meget det påvirkede mine børn at se mig ked af det, og der besluttede jeg mig for, at jeg ville være optimistisk, siger Jørgen Spanggaard.
Når venstre ben først er blevet stift, skal det forlænges, da det er syv centimeter kortere end det højre.
Ikke bitter
Men selvom ulykken har været en hård omvæltning i Jørgen Spanggaards liv, har han accepteret situationen og er hverken vred eller bitter.
- Man vralter selvfølgelig lidt, når man går, men det er meget bedre end at sidde i rullestol. Og selvom det gør ondt og er irriterende, ligger jeg ikke bare inde i sengen og glor op i loftet hele dagen. Jeg skal bare op på hesten og videre, siger han.
De første måneder efter ulykken fik han fuld løn fra sin arbejdsgiver, og nu er han på sygedagpenge.
Skal han prøve at se det positive i ulykken, så har den på mange måder forsikret ham om sin kones kærlighed til ham.
Hun er ikke engang stukket af, så det er jo helt fantastisk, griner Jørgen Spanggaard.
- Det er ikke småting, hun har været igennem, og hun har skulle sørge for mange af de ting herhjemme, som jeg plejede at tage mig af, siger han.
Vil gerne arbejde igen
Sammen med kommunen lægger Jørgen Spanggaard nu planer om en revalidering. Det betyder en omskoling til et nyt fag med stillesiddende arbejde, og her har han den to-årige uddannelse til produktionsteknolog i tankerne.
- Der er selvfølgelig en masse teori, som jeg ikke ved en dyt om, men den praktiske tilgang har jeg, fordi jeg har været ude og prøve en masse. Derfor synes jeg, at det kunne være en rigtig spændende uddannelse at tage, siger Jørgen Spanggaard.
Der går dog mindst et år, før han vil være i stand til at tage turen til Skive eller Aalborg for at få undervisning. Men udsigten til igen at få kolleger og en hverdag på job er det hele værd.
- Jeg savner at komme hjemmefra ... at have ydet noget. Jeg har altid forsørget mig selv, og hvor der er andre, der er kede af at skulle på arbejde, kan jeg kun sige, at det er helt forfærdeligt, når man lige pludselig ikke kan, siger Jørgen Spanggaard.