Han kunne have været blevet en folkehelt, der sikrede Frankrig VM-mesterskabet i fodbold. I stedet blev han den store skurk, der i karrierens sidste landskamp svigtede sit hold, som tabte til Italien i VM-finalen i 2006.
Så er det klart, at Zinedine Zidane gerne vil huskes på en anden måde. Over for den franske avis L Equipe afslører Zidane, at han overvejer et comeback til fodbold.
- Jeg ville gerne have sluttet på en anden måde... Men det er sket. Sådan er det. Det skal jeg leve med resten af mit liv, siger Zinedine Zidane.
Efter 1-1 i den ordinære spilletid i VM-finalen mellem Frankrig og Italien - hvor netop Zidane havde scoret det franske mål på straffespark - fik den franske anfører det røde kort i den forlængede spilletid. Det skete, efter han plantede en skalle i brystkassen på italienske Materazzi. Kampen blev afgjort i straffesparkskonkurrence - som italienerne vandt.
- Nødvendigvis, når man stopper... Der er dette break, der gør dig glad, men på et givet tidspunkt føler du et savn. At vende tilbage til fodbold ville gøre mig glad, siger Zidane, der dog ikke ved, hvordan han skal gøre comeback.