Yulia Navalnaya, enke efter den myrdede, russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, bliver årets internationale hovedtaler på Kulturmødet Mors. Det sker om få uger, når Danmarks største kulturfestival igen samler politikere, kunstnere og debattører på Mors.
Navalnaya vil holde en keynote-tale efterfulgt af en samtale om demokrati, kultur og modstandskraft. Programmet lægger op til en drøftelse af, hvordan demokratiske værdier og ytringsfrihed kan forsvares i en tid, hvor krig og autoritære regimer sætter det åbne samfund under pres.
Hun er i dag en af de mest markante stemmer i den russiske demokratiske opposition. Efter ægtemandens død i russisk fangenskab i februar 2024 har hun videreført hans arbejde og rejser rundt i verden for at tale menneskerettighedernes og ytringsfrihedens sag. Aleksej Navalnyj var i årevis Vladimir Putins mest kendte kritiker og betalte den højeste pris for sit politiske virke.
Flere kendte ansigter
At Kulturmødet Mors henter Navalnaya til Danmark understreger festivalens ambition om at koble kunst og kultur sammen med de store samfundsdebatter. Arrangørerne har gennem årene profileret sig på at få både danske og internationale stemmer i tale om demokratiets tilstand, og valget af Navalnaya føjer sig ind i den linje.
Hun er ikke den eneste internationale profil på plakaten. Tidligere NATO-generalsekretær og statsminister Anders Fogh Rasmussen er også blandt årets internationale talere.
Kulturmødet løber af stablen fra den 20-22. august i Nykøbing Mors. Programmet består af mere end 500 arrangementer - samtaler, koncerter, performancekunst og oplevelser for børn, unge og voksne. Arrangementerne er gratis, og alle er velkomne. I 2025 deltog mere end 37.000 gæster.