Den forsvarende mester Victoria Azarenka skulle have mødt Caroline Wozniacki, men hviderusseren har trukket sig med en skade fra WTA-turneringen i Indian Wells.
Topseedede Azarenka, som er verdens nummer to, må forlade tennisturneringen med en ankelskade, og dermed er Caroline Wozniacki videre til semifinalen helt uden kamp.
- Jeg testede den så meget som muligt. Jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne, men jeg er blevet rådet af min læge og mit hold til at trække mig, siger 23-årige Azarenka til nyhedsbureauet Reuters.
Ottendeseedede Wozniacki får derfor en såkaldt walkover, og det gjorde hendes modstander i semifinalen også tidligere torsdag.
For tyskeren Angelique Kerber, der er fjerdeseedet i turneringen, er ligeledes videre til semifinalen uden kamp, efter at australieren Samantha Stosur også har trukket sig med en skade.
- Jeg synes, at det er en meget mærkelig situation i turneringen. Det er ikke fedt. Jeg tror, at alle gerne vil spille og vinde.
- Caroline har nu den samme situation, så jeg tror, at vi begge er klar til fredagens kamp, siger Kerber.
I den anden semifinale mødes den andenseedede russer Maria Sharapova landskvinden Maria Kirilenko.
Sidste år vandt Azarenka finalen med en storsejr på 6-2, 6-3 over Sharapova. I 2011 vandt Wozniacki turneringen, og danskeren er nået frem til semifinalerne for fjerde gang i karrieren.
/ritzau/