Europaminister Nicolai Wammen (S) og flere af hans europæiske kolleger har et ekstra øje på EU-landet Ungarn, når landets parlament mandag igen stemmer om en kontroversiel forfatningsændring.
Afstemningen kommer, netop som EU's udenrigs- og europaministre holder møde i Bruxelles og få dage efter, at den danske, tyske, hollandske og finske udenrigsminister har foreslået at give EU nye muligheder for at straffe lande med demokratiske problemer.
- Vi følger situationen i Ungarn tæt. Vi har erfaringer fra Ungarn under det danske EU-formandskab, og vi ser med bekymring på det, der sker i Ungarn netop nu, siger Wammen.
Ungarns premierminister Viktor Orbán kom, da Danmark sidste år havde EU-formandskabet, under voldsomt pres fra EU, da han med en række lovændringer ville begrænse mediernes, centralbankens, domstolenes og datatilsynets uafhængighed.
Orbán trak i land, men flere EU-ledere og EU-parlamentarikere luftede samtidig deres utilfredshed med, at EU-systemets eneste sanktionsmulighed i dag er EU-traktatens artikel syv, den såkaldte "atombombe", som fratager et land stemmeretten i EU.
Det er det, blandt andre Danmark nu lægger op til at ændre, siger Wammen - uden dog at forholde sig konkret til, om den dagsaktuelle situation i Ungarn er af den type, som man bør kunne straffe.
- Som det er i dag er der jo allerede mulighed for at lave sanktioner. Men det er en meget besværlig procedure og meget tungt skyts, siger Wammen.
Derfor bør kredsen af medlemslandene i ministerrådet måske have "flere værktøjer i kassen", så de for eksempel kan diskutere problematiske udviklinger, uden at de nødvendigvis truer med artikel syv.
- Men også hvor man eksempelvis kan gå ind og holde EU-midler tilbage i forhold til lande, som ikke overholder grundlæggende rettigheder for deres borgere, siger Wammen.
Sagen er ikke direkte på europaministrenes dagsorden mandag i Bruxelles. Men brevet fra sidste uge opfordrer det irske EU-formandskab til at tage det op på et kommende møde.
Den irske udenrigsminister, Eamon Gilmore, bekræfter, at han har modtaget brevet, og at han nu "undersøger mulighederne for, hvordan vi kan diskutere den sag".
/ritzau/