Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Så blev også Naser Khader hældt ud af vinduet. Og nede på asfalten ramte han den efterhånden anselige dynge af mænd, der er blevet kylet ud af deres livsværk, smidt ud af folketingsgrupper, sendt hjem fra deres arbejdspladser og hængt ud på forsiderne.
Blandt de seneste også den radikale Kristian Hegaard, der af ren skræk selv valgte at kaste sig ud, selvom han angiveligt på grund af beruselse ikke anede hvilket frygteligt overgreb han havde begået fra sin kørestol.
MeToo fortsætter med at ødelægge mennesker. Ikke alene mændene, men også deres familier. Det kræver kun kvinder, der efter 15-20 år pludselig får lyst til at betro sig anonymt til DR, TV2, Berlingske eller Politiken om begivenheder, de dengang selv var en del af. Vupti, bliver de hen over natten dermed tapre kvinder i kampen mod mænd og opnår samtidig syndsforladelse for deres egne fejltrin.
Og her kommer disclaimeren: MeToo fejler i sin substans ingenting. Kvinder skal naturligvis have en hverdag og en arbejdsdag uden kønsliggørelse og uden uønsket seksuel opmærksomhed. Det gælder i øvrigt også mænd.
Men her kommer så en anden alvor: Vi er nødt til at standse det vanvid, der udspiller sig når mænd bliver hevet ud af kontoret, påført subjektive og udokumenterede anonyme anklager, trukket ind på torvet og udstillet til offentlig fordømmelse som i en skrækfilm fra middelalderen.
Giftig maskulinitet
Vi er i gang med ”cancel culture”, hvor Metoo-kvinderne behændigt undgår enhver retlig instans. De går i stedet til de følgagtige medier, anført af krysterne Tom Jensen på Berlingske, Kristian Jensen på Politiken og en halv snes andre tavse chefredaktører, der tisser i bukserne af skræk ved tanken om at sætte spørgsmålstegn ved den metode, danske MeToo-krigere på bedste Taliban-maner har sat i værk.
Cancel Culture hviler på de narcissistiske træk, som man ser i alle ekstremistiske bevægelser. Det handler om at føle sig kaldet til en højere sag, om at tilrane sig magten til at bortdømme andre mennesker og retten til at beslutte om andre menneskers adfærd er rigtig eller forkert.
I Naser Khaders tilfælde er han fældet af DR-journalisten Sofie Rye, der uanfægtet af nogen leder i DR har kunnet bruge fire år på at grave kvinder frem, der så med tyve års forsinkelse pludselig føler sig krænket af en relation til Naser Khader, de selv var med i og som de selv i flere tilfælde tog initiativ til.
Der er etableret et juridisk parallelsamfund, sanktioneret med advokatundersøgelsen som juridisk alibi, som giver det ene køn suveræn ret til at beslutte, hvornår det andet køn opfører sig upassende. Målet er destruktion af den ”giftige maskulinitet”.
Og det skal ses af alle. Derfor har det været magtpåliggende for bevægelsen at finde og fælde mandlige koryfæer. Som en af MeToo’erne sagde: ”Det skal være kendte mænd, de skal ud gennem fordøren i fodlænker, kameraerne skal rulle og pigegarden skal spille”.
Så nu har en række mandlige profiler fået ødelagt deres navn, økonomi, og fremtidsmuligheder efter ”krænkelser”, som jeg gætter på at 90% af den mandlige del af befolkningen også ville kunne risikere at være skyldige i. Og det interessante er, at ingen tager til genmæle overfor dette samfundsnedbrydende uvæsen.
Hvorfor? Fordi alle er blevet bange.
Den konservative Søren Pape Poulsen blev bange forleden. Selve formanden for det mest markante lov-og-orden parti i Danmark valgte i onsdags at sparke Naser Khader ud af partiet, uden at der lå noget bevis for noget overgreb på en eneste kvinde, uden at der var en eneste klage fra nogen kvinde i nogen politisk sammenhæng og endnu før partiets egen advokatundersøgelse var færdiggjort.
Han gjorde det formentlig for at få sit parti ud af klemmen. Men han kommer til at sove dårligt om natten lang tid fremover, fordi han inderst inde ved, at han har været en kryster. Han burde have mobiliseret sit parti i kampen for rimelighed, ordentlighed og ret. Nu ved enhver retsindig borgerlig, at man ikke skal stemme på De Konservative.
Mao og Stalin roterer i deres grave
Søren Pape er dermed udtryk for det syndrom, der også har skabt andre nedsmeltninger gennem historien, nemlig når gode mennesker ser passivt til eller ligefrem føjer sig. Vi har set det også på TV 2, hvor den besynderlige direktør Anne Stig Christensen af ren skræk for MeToo-miljøet iværksatte en advokatundersøgelse og gennemførte den så klodset, at det offentligt ejede firma nu er indklaget for både Advokatrådet og Datatilsynet for bl.a. overtrædelse af den europæiske norm for beskyttelse af personfølsomme data.
Samtidig har hun kommanderet stationens lamslåede medarbejdere til at deltage i en intern ”kulturforandring”, selvom advokatundersøgelsen kun førte til 14 behandlede sager gennem 32 år. TV 2 har dermed øjensynligt ikke noget sexisme-problem af betydning. Men Mao og Stalin roterer i deres grave af fornøjelse over Anne Stig Christensens brutalitet og tankeløshed.
På samme baggrund er jeg blevet bekendt med, at sagerne på TV 2 mod bl.a. Jes Dorph Petersen og Jens Gaardbo sidste vinter var iværksat af én og samme kvinde. Hun har ikke arbejdet på TV 2 i de sidste 18 år, hun bor i udlandet og hun har på intet tidspunkt i hele denne periode ytret problemer med sin egen iøjnefaldende adfærd på TV 2 dengang eller med mænd på stedet.
Men pludselig dukkede hun op. Og pludselig behøvede hun kun at åbne munden i ti sekunder, før TV 2's talentløse ledelse skar hovedet af nogle af stationens fremmeste mænd.
Og hvorfor? Fordi kvinder har ret, når de klager. MeToo bygger på ideen om at et kvindeligt subjektivt udsagn selv tyve år efter repræsenterer den endegyldige sandhed. Men når et fremtrædende kvindeligt medlem af den svenske rigsdag kan stå på rigsdagens talerstol og hævde at alle mænd er potentielle voldtægtsmænd, så efterlader det os et sted hvor mænd med lige så stor (og elendig) logik kan hævde at alle kvinder er løgnere
Kære alle retsindige mennesker i Danmark, tag til orde! Hjælp med at standse det toksiske mix af MeToo’s brutalitet, følgagtige medier og svage ledelser, der lige nu fører os direkte i retsløst helvede. Det er ikke værdigt for et samfund med tradition for fairness og ret.
Vores værdier som retsstat er truet.