Det tyske luftfartsselskab Lufthansa aflyser flere fly til og fra Kina.
Det meddeler Lufthansa mandag.
I forvejen havde Lufthansa indført stop for Kina-flyvningerne frem til 9. februar. Nu er alle rejser til Kina suspenderet måneden ud.
Det gælder også afgange hos partnerselskaberne Swiss og Austrian Airlines.
Aflysningerne skyldes frygten for den smitsomme coronavirus, der har bredt sig i Kina og videre til mindst 24 andre lande.
- Sikkerheden for passagerer og ansatte er vores højeste prioritet, meddeler Lufthansa ifølge nyhedsbureauet AFP.
Beslutningen om at suspendere flyvningerne til Kina resten af februar kommer "efter grundige evalueringer af al tilgængelig information om coronavirusset", lyder det videre.
I den seneste meddelelse skriver Lufthansa, at der ikke vil være nogen afgange til Beijing og Shanghai frem til 29. februar.
De tre luftfartsselskaber flyver heller ikke til Nanjing, Shenyang og Qingdao før tidligst 28. marts.
Indtil videre fortsætter flyvningerne til Hongkong, hvortil Lufthansa har 19 ugentlige afgange. Selskabet vil holde øje med situationen her, lyder det i meddelelsen.
En lang række andre internationale selskaber har ligeledes indstillet deres flyvninger til og fra Kina indtil videre. Det gælder blandt andet SAS, British Airways, United, American Airlines, KLM, Air France og Turkish Airlines.
Coronavirusset opstod før nytår i storbyen Wuhan i det centrale Kina.
Foreløbig er over 17.000 mennesker smittet og flere end 360 døde af sygdommen.
/ritzau/dpa