FC Midtjylland var foran 2-0 på udebane mod Esbjerg, men Alka Superligaens suveræne førerhold lod sejren smutte og kom bagud 2-3, inden midtjyderne trods alt fik reddet et 3-3-resultat hjem.
Det var FCM-topscorer Martin Pusic, der med tre mål i kampen sørgede for, at udeholdet endte med at rejse hjem med det ene point. Pusic udlignede til 3-3 i det 89. minut. Han er nu oppe på 15 sæsonscoringer.
Inden da havde kampen budt på et formidabelt comeback af Esbjerg, som både var bagud 0-2 og foran med 3-2.
På tre mål på syv vanvittige minutter i slutningen af anden halvleg præsterede Esbjerg at vende opgøret fuldstændigt på hovedet ved stillingen 0-2.
Først reducerede Esbjerg-angriberen Emil Lyng til 1-2 med sit første mål i sæsonen efter 71 minutter.
Fem minutter senere udlignede Esbjergs højre back Ryan Johnson Laursen med sit første superligamål i karrieren.
Og endelig headede Erik Friberg med sit første sæsonmål 3-2-målet ind for Esbjerg i det 77. minut.
Det lignede ikke, at FCM var i stand til at svare igen, da Esbjerg-scoringerne havde rystet midtjyderne så meget, at det blev meget tilfældigt.
Esbjerg var på det tidspunkt anderledes ovenpå, efter at holdet havde haltet efter i det meste af kampen.
Alligevel udnyttede Pusic løs opdækning i feltet af Esbjergs Michael Jakobsen, som var alt for passiv, da FCM-angriberen kom forrest på bolden i slutminutterne.
Indtil Esbjergs 1-2-scoring havde FCM domineret opgøret på Blue Water Arena, og det var de færreste, der troede på point til hjemmeholdet, da der var spillet 70 minutter af kampen.
I starten af kampen blev det afgørende, at FCM's kantspiller Rilwan Hassan var overlegen i de direkte mand-mand-dueller mod Esbjergs venstre back Daniel Stenderup.
Hassan var hurtigere og smartere end Stenderup, som virkede malplaceret på back-positionen i fraværet af den skadede Jonas Knudsen.
Pusic kunne lukrere på den fordel, da Hassan serverede bolden på et sølvfad - eller rettere guldfad - ved både 1-0- og 2-0-scoringen.
Det var også dårligt forsvarsspil af Esbjergs Michael Almebäck, som førte til FCM's 2-0-mål af Pusic, som viste god kontrol i den situation.
FCM er med det ene point 12 point foran FC København, som gæster Brøndby mandag.
/ritzau/