USA's regering har mandag bedt landets højesteret om at stoppe en ny lov i Texas, der ses som et næsten totalt forbud mod abort.
Hvis loven bevares, vil den "opretholde den igangværende uoprettelige skade mod tusinder af kvinder i Texas, der nægtes deres forfatningssikrede ret", mener præsident Joe Bidens regering.
Den tilføjer, at Texas' lov "tydeligvis" er i strid med forfatningen og med en skelsættende afgørelse fra 1973, den såkaldte Roe mod Wade, der sikrer kvinders adgang til abort.
Regeringens skridt mandag er det seneste slag i en længere krig om retten til abort i USA.
Sagen har været gennem flere domstole. Det, regeringen nu beder højesteret om, er at ophæve en appeldomstols beslutning om at annullere en dommers beslutning om at stoppe håndhævelsen af den omstridte lov.
Tidligere har højesteretten med stemmerne 5-4 sagt ja til, at loven måtte træde i kraft. Den sag var indbragt af abortklinikker i Texas.
Domstolen har bedt Texas svare på regeringens anmodning senest torsdag klokken 12.
I forvejen skal højesteretten tage stilling til en anden delstats abortlov. Det sker 1. december i en større sag, der handler om Mississippis lov, der forbyder abort efter 15 uger.
Mississippi har bedt de ni højesteretsdommere omgøre Roe mod Wade-afgørelsen fra 1973.
Der ventes en afgørelse i den sag i juni næste år.
Texas' abortlov, der trådte i kraft 1. september, forbyder alle former for abort efter sjette graviditetsuge. Det er et tidspunkt, hvor mange kvinder end ikke har opdaget, at de er gravide.
Loven anses for at være en af de mest strikse abortlove i USA, hvor flere delstater i de senere år har indført deres egne love på området.
Texas gør en undtagelse, hvis der er dokumenteret livsfare for mor eller barn. Men abort er ikke tilladt i tilfælde af voldtægt eller incest.
Desuden gør loven det muligt for almindelige borgere at sagsøge enhver, der hjælper en kvinde med at få abort.
Vinder man en sådan retssag, er man berettiget til mindst 10.000 dollar i kompensation. Det svarer til mere end 63.000 kroner.
Kritikere af loven mener, at det kan gøre abortmodstandere til dusørjægere.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters