Hollands kongehus har onsdag beklaget, at det i sidste uge inviterede til fest i forbindelse med kronprinsesse Catharina-Amalias 18-års fødselsdag stik imod landets coronaregler.
- Familien bestræbte sig på at behandle coronavirus-reglerne ansvarligt med denne udendørssammenkomst og ved at tage forholdsregler inklusiv test og social afstand, har landets premierminister, Mark Rutte, skrevet i et brev til parlamentet.
- Kongen (Willem-Alexander, red.) har informeret mig om, at det ved nærmere eftertanke ikke var en god idé at arrangere sammenkomsten.
I Holland er det i øjeblikket kun tilladt at have fire gæster over 13 år på besøg ad gangen i private hjem.
Festen blev holdt lørdag i sidste uge i en park, der støder op til et slot ejet af den royale familie. Gæsterne havde på forhånd fået at vide, at de skulle være vaccineret, coronatestet og holde afstand til hinanden.
Det fremgår ikke i Ruttes brev, præcist hvor mange personer, der deltog i festen. Men lokale medier citerer regeringen for, at der blev sendt 21 invitationer ud.
Festen er det seneste i en række af fejltrin begået af den kongelige familie under pandemien, som har svækket kongehusets popularitet.
I oktober 2020 afbrød kong Willem-Alexander og dronning Máxima en ferie i Grækenland efter massiv kritik.
De forlod dengang Holland, mens resten af landet blev delvist lukket ned for at inddæmme nye smitteudbrud med coronavirus.
Efterfølgende blev parret med det samme kritiseret for at tage på ferie, mens resten af befolkningen blev opfordret til at blive hjemme.
Og selv om de ikke brød nogen regler i forbindelse med rejsen, så sagde parret ifølge BBC, at de tog hjem, fordi de blev påvirket af den massive kritik.
I august sidste år blev familien også set bryde reglerne om at holde afstand på en anden ferie i Grækenland.
Holland kæmper lige som flere lande i Europa med stigende smittetal.
Landet var i slutningen af november ramt af voldelige protester i flere byer som følge af nye coronatiltag.
/ritzau/AFP