Ungdommen risikerer at gå i en stor bue uden om de klassiske fag pædagog, folkeskolelærer og sygeplejersker, når de skal vælge uddannelse.
Det frygter man i hovedorganisationen FTF, efter de seneste ledighedstal, der viser 5,9 procent, 5,4 procent og 5,2 procent for de tre faggrupper henholdsvis.
På blot fire måneder - fra august til december sidste år - er ledigheden eksempelvis vokset med over 100 procent blandt de unge sygeplejersker.
"Det er helt afgørende at sikre sig, at de unge ikke flygter fra de her fag. Vi ved jo, at der lige rundt om hjørnet vil brug for sygeplejersker, lærere og pædagoger," siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
Hun mener, beskæftigelsesminister Inger Støjbergs (V) glæde over et fald i ungdomsledigheden på kort sigt overskygges af den triste udvikling med stigende ledighed for de nyuddannede indenfor store faggrupper i den offentlige sektor.
Blandt andet kom det i sidste uge frem, at lærere er blevet fyret i stor stil i det offentlige, hvor der er blevet ansat flere akademikere og chefer.
"Der er ikke tegn i sol og måne på, at ungeledigheden falder blandt de faggrupper, som er målrettet til arbejde i den offentlige sektor. Tværtimod har vi en klar forventning om, at ledigheden fortsat vil stige voldsomt, efterhånden som de kommunale besparelser effektueres, og regionerne svinger sparekniven," siger Bente Sorgenfrey.
Hun efterlyser en massiv beskæftigelsespolitisk indsats for at sikre, at en generation af nyuddannede fagprofessionelle ikke dropper faget.
Jobrotation er en af de muligheder, hvor unge kan få erfaring og tilknytning til faget, samtidig med, at der bliver frigjort plads til at de erfarne medarbejdere kan efteruddanne sig, foreslår FTF.