Ung mand anholdt: Hostede på benzinpumpe

Krimi
En ung mand var tilsyneladende fyldt op med idioti, da han valgte at hoste på en benzinpumpe. (Foto: Ritzau Scanpix)

En ung mand blev anholdt, da han hostede på et håndtag til en benzinpumpe - og lagde en video af det hele på Facebook.

Der findes de mennesker, der holder afstand og tager hensyn.

Og så er der dem, som befinder sig i den helt anden grøft.   

En yngre mand fra Californien må høre til blandt pragt-eksemplarerne i den sidste kategori, efter at han på tankstation bevidst hostede på et håndtag på en benzinstander, mens han talte om corona-smitte. 

Episoden fandt sted i byen Yuma i Arizona, og manden var heldigvis så betænksom, at han postede en video af det bizarre optrin på Facebook. Da politiet blev gjort opmærksomme på videoen, lykkedes det at opspore manden og anholde ham. Det fortæller det amerikanske medie ABC15. 

Den 23-årige lukkede beredvilligt politiet indenfor og fortalte, at han havde fået inspiration fra lignende videoer på de sociale medier. 

Selv om manden ikke umiddelbart havde symptomer på coronavirus, kan han nu se frem til at blive sigtet “for ulovlig anvendelse af smitsomme biologiske stoffer.”