Bogen Vores ugeblade er ikke klassisk historieskrivning, men en tur med tidsmaskinen.

Det fastslår journalist og forfatter Jacob Ludvigsen, som har bladret sig igennem stakkevis af danske ugeblade fra slutningen af 30 erne til slutningen af 70 erne, og det er der kommet en bog ud af, som udkommer i morgen.

»Det er en anderledes måde at fortælle historie på. Ugebladene sætter farver på fortiden og trækker stregerne mellem de store historiske nedslagspunkter – hvad var kjolelængden, hvad spiste man, og hvordan formede hverdagen sig, dengang da kongen døde, eller vi trådte ind i EF?,« siger Jacob Ludvigsen, som har plukket fra så forskellige magasiner som Alt for damerne, Hjemmet og Tidens Kvinder, der ikke kaldte sig et ugeblad, men en ugejournal.

Et blad, som Jacob Ludvigsen beskriver som et blad, »man trygt kunne have liggende fremme i både Hellerup og Hørsholm«.

»Ofte havde de ganske flotte kunstforsider, og det var et blad, der bevægede sig i det bedre borgerskab med society-reportager over to sider fra festmiddagen ved ørelægernes kongres. I den anden ende fandtes der et ydmygt lille blad som Hus og hjem, der ikke engang var i farver.«

Lige lovlig rebelsk

Bogen afspejler, hvordan tiderne skifter – hvordan ugebladene for eksempel i højere grad var oplysningsbærende dengang end i dag, hvor vi blandt andet har fjernsyn. Og hvordan det gjorde ondt på ugebladenes føljetoner, da DR begyndte at sende sæbeoperarer som Dallas og Dollars .

Men selvom der kommer andre farver og mønstre på kjolerne, så bygger bladene ifølge Jacob Ludvigsen i dag på de samme grundsøjler, nemlig fiktion i form af føljetonen og skæbnefortællingen, journalistiske artikler og forbrug indenfor mad, mode og bolig.

»Ugebladene skal være som en god veninde, og et godt ugeblad krævede en balance mellem tradition og fornyelse. Hvis ugebladet løb hurtigere end læseren, løb læseren et andet sted hen,« siger Jacob Ludvigsen. Han fortæller om Alt for damerne, som på et tidspunkt blev lige lovlig rødstrømperebelsk, mens Hjemmet på et tidspunkt havde en redaktør, som mente læserne skulle læse Rifbjerg i stedet for Cavling. Det var læserne langtfra enige i.

»Bladene måtte godt være lidt foran, men ikke for meget,« siger Jacob Ludvigsen.