En ung mand, der mandag er indbragt på Rigshospitalet i København med knivstik, er død af sine kvæstelser.
Det erfarer TV2.
Den unge mand blev tidligere mandag af en privatperson kørt til sygehuset, hvor han kom på operationsbordet. Og ifølge oplysninger til tv-stationen lykkedes det ikke lægerne at redde hans liv.
Københavns Politi henviser pressen til drabschef Jens Møller, men denne kan ikke bekræfte dødsfaldet.
- Jeg har ikke fået bekræftet, at han er død, siger Jens Møller til Ritzau.
Politiet har indtil videre ikke givet oplysninger om ofret.
Knivstikkeriet skete tilsyneladende ved 14-tiden et sted i området omkring Forum metrostation ved Julius Thomsens Plads og Rosenørns Allé på Frederiksberg.
Den person, som kørte ofret til Rigshospitalet, er en af den unge mands kammerater. Han har fortalt politiet, at han kørte kammeraten til sygehuset fra dette område.
Politiet har afspærret et større område omkring metrostationen, mens men leder efter gerningsstedet og får det undersøgt.
Metrostationen er på grund af politiarbejdet lukket indtil klokken 18.
/ritzau/