Det er ikke op til Canada at belære USA's præsident, Donald Trump, om hvordan han skal lede sit land.
Det er et af budskaberne fra den canadiske premierminister, Justin Trudeau, efter et timelangt møde med Trump i Det Hvide Hus i Washington.
På forhånd var mødet mellem de to politiske ledere imødeset med spænding, fordi de på mange områder synes at være hinandens modsætninger.
Det gælder især på flygtningeområdet, hvor Trudeau har budt syriske flygtninge velkommen, mens Trump gør, hvad han kan for at holde dem ude.
- Vi havde en ærlig og god diskussion om, hvordan sikkerhed og immigration skal gå hånd i hånd, siger Trudeau på et fælles pressemøde.
- Men det sidste, canadierne forventer, er, at jeg skal tage til et andet land og belære dem om, hvordan de skal lede det, siger han.
Trump står ved, at ikke alle skal have lov til at komme til USA.
- Vi vil holde døren åben, men vi slipper ikke hvem som helst ind. Vi er muligvis strenge, men vores holdning bygger på sund fornuft, siger den amerikanske præsident.
På pressemødet blev sløret ellers ikke løftet for de store nyheder.
Det tætte handelsmæssige samarbejde på tværs af grænsen blev gang på gang understreget.
- USA er meget heldig at have en nabo som Canada. Vi har et enestående handelssamarbejde, som vi vil styrke, siger Donald Trump.
I løbet af den amerikanske præsidentvalgkamp var et af Donald Trumps løfter ellers at sætte "Amerika først" og genforhandle Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, Nafta, som ifølge ham er en "katastrofe".
Men Trudeau er en stor tilhænger af de fordele, som Nafta giver Canada.
- Når vi mødes, som vi gjorde i dag, kan vi tale om, hvordan vi fremover vil arbejde sammen for at skabe job på begge sider af grænsen, siger Trudeau.
Det er i øvrigt verdens længste landegrænse på næsten 9000 kilometer.
Tre fjerdedele af Canadas eksport går til USA. Omvendt er Canada det største eksportmarked for 30 ud af USA's 50 delstater, skriver AFP.
/ritzau/