Hvis cykelrytteren Jan Bakelants skal hyldes på podiet under årets Tour de France, bliver det spændende at se, om han får kindkys og smil fra de såkaldte podiepiger, der sædvanligvis kaster glans over sejrsceremonierne.
Eller om podiepigerne vil kaste kolde blikke efter rytteren, der har trådt godt og grundigt i spinaten.
Den belgiske Ag2r-rytter er blevet nødt til at beklage på sin Twitter-profil, efter at han kom med nogle mildest talt opsigtsvækkende udtalelser for nylig.
- Mine oprigtige undskyldninger til alle, der føler sig krænket over mine ord i et såkaldt humoristisk interview. Mine ord var upassende, skriver 31-årige Jan Bakelants, der i 2013 vandt en etape i Touren og kørte i løbets gule førertrøje.
Han er i belgiske medier blevet citeret for at sige, at han har kondomer med til Touren, fordi "man aldrig ved, hvor podiepigerne har været".
Adspurgt om hvordan det er at skulle undvære sex under det tre uger lange løb, svarede Jan Bakelants, at "der er altid podiepigerne".
Allerede onsdag var Tour de Frances løbsdirektør, Christian Prudhomme, ude med en tydelig markering, der var ildevarslende for Jan Bakelants.
- Vi vil kontakte hans hold, så han giver en undskyldning, sagde Christian Prudhomme onsdag.
Det skete altså torsdag.
Touren begynder på lørdag i Düsseldorf.
/ritzau/