I profilernes fravær slog nogle af reserverne til, da Tottenham lørdag slog Huddersfield hjemme med 4-0.
Således var det Victor Wanyama og Lucas Moura, der med scoringer sørgede for sejren og de tre point.
Lucas Moura gjorde mest opmærksom på sig selv med et hattrick, heraf to scoringer i de sidste minutter, hvor Christian Eriksen lagde op til det ene mål.
Dermed holdt Tottenham sig til i kampen om at slutte i top-4 i Premier League.
Tottenham har 67 point på tredjepladsen, mens Chelsea følger efter med et point færre for samme antal kampe.
Arsenal og Manchester United har spillet en kamp færre end Tottenham og har henholdsvis 63 og 61 point.
Tottenham var uden skadede Harry Kane og Dele Alli og sparede flere profiler, men Christian Eriksen var en af fire tilbageværende i Tottenhams startopstilling i forhold til sejren over City.
Gæsterne var helt uden danskere, og kun Mathias "Zanka" Jørgensen var på bænken, mens Philip Billing og målmand Jonas Lössl slet ikke var i truppen.
Tottenham lagde hårdt ud og sad på alt i de første 20 minutter, hvor gæsterne havde udfordringer med at holde fast i bolden, men det var først efter 24 minutter, at det lykkedes at score.
Fernando Llorente gled af på en flad aflevering, og bolden endte hos Victor Wanyama, der rundede keeper Ben Hamer og lagde bolden i mål til 1-0.
Tre minutter senere kom Lucas Moura så i vælten første gang. Han blev spillet fri i feltet, og den lille brasilianer bankede bolden i mål fra en ganske spids vinkel.
Foran 2-0 kunne Tottenham gå fortrøstningsfuld til pause og begynde at overveje at spare endnu flere kræfter i det stramme program.
I løbet af anden halvleg blev stamspillerne Jan Vertonghen og Moussa Sissoko så også pillet ud, så de kunne få fødderne op.
Llorente kom til flere muligheder, og han misbrugte blandt et stort tilbud efter oplæg fra Eriksen, inden han kort før tid lod sig udskifte.
Eriksen hamrede bolden på træværket i slutfasen, inden han i det 87. minut leverede et fornemt oplæg til Lucas Moura, der i løb tæmmede bolden og scorede sikkert til 3-0.
I overtiden fuldbyrdede brasilianeren så sit hattrick med målet til 4-0.
Senere lørdag spillede Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard hele opgøret, da Southampton hjemme vandt 3-1 over Wolverhampton.
Da Cardiff med Kenneth Zohore fra start tabte 0-2 ude til Burnley, så har Southampton otte point ned til Cardiff under nedrykningsstregen.
/ritzau/