Topspiller angriber tennispræsident: Lever i en anden tid

Sport
Tennis: Rogers Cup (Foto: Jean-Yves Ahern/Ritzau Scanpix)

Franske Alizé Cornet kritiserer, at hendes egen tennispræsident blander sig i kvindernes påklædning.

Under normale omstændigheder tiltrækker den franske tennisspiller Alizé Cornet sig ikke den store opmærksomhed ved alverdens turneringer, men det var der lavet om på i US Open onsdag.

Her var Cornet placeret i det største presserum, da hun efter sin doublekamp afholdt pressekonference.

Årsagen var den, at hun tirsdag kom i centrum, da hun under sin singlekamp fik en advarsel - en såkaldt code violation - af hoveddommeren, fordi hun tog sin trøje af på selve banen.

Hun havde vendt den forkert, da hun mellem andet og tredje sæt følte trang til at skifte i den ekstreme varme.

Onsdag kom arrangøren så med en officiel beklagelse over advarslen, og den fandt Cornet helt på sin plads.

Hun anså advarslen som en personlig fejl af dommeren og argumenterede ellers for, at tennissporten er på "rette kurs", når det kommer til spørgsmålet om sexisme i sporten.

Men ikke alle er på rette spor, mente hun. I sidste uge fik det stor opmærksomhed, at præsidenten for Frankrigs tennisforbund, Bernard Giudicelli, rettede kritik mod Serena Williams' påklædning under French Open.

Han mente, at Williams' tætsiddende catsuit var over grænsen, og nu ville man indføre restriktioner, så Williams ikke længere kunne iføre sig en sådan heldragt i French Open.

Det falder Cornet for brystet.

- Vi har stadig folk som min egen præsident i forbundet, der lever i en anden tid, hvor de kan komme med den slags kommentarer. Det er totalt chokerende for mig. Det er bare min holdning.

- Det, som Bernard Giudicelli sagde om Serenas catsuit, er 10.000 gange værre, end det der skete for mig på banen i går.

- Personer som ham arbejder ikke for at gøre det mere fair for kvinder, som alle vi andre gør, lyder det fra Alizé Cornet.

Hun tabte sin doublekamp sammen med Irina Bara, men presseseancen kom aldrig til at handle om kampen.

- Da jeg vågnede i morges, havde jeg ikke drømt om, at advarslen ville blive så berømt på mindre end et døgn. Jeg synes, at det er fair at undskylde den. Det sætter jeg pris på.

- Jeg mener, at kvinder behandles lidt anderledes end mænd, men det er ikke på grund af episoden i går. Det er blevet meget bedre, især inden for tennis. Vi er heldige, at der er megen lighed i sporten, siger Cornet.

Hun tabte også den omtalte kamp tirsdag i single, da svenske Johanna Larsson vandt i tre sæt.

/ritzau/