I Australien er to toldere - en mand og en kvinde - blevet sigtet i en sag om indsmugling af 1,6 ton ulovlige stoffer.
Størstedelen af den rekordstore fangst, der blev gjort i Melbourne, er metamfetamin og blev smuglet ind i højttalere.
En tredje mand er også sigtet i sagen. Det oplyser de australske myndigheder torsdag.
Det var betjente fra den australske grænsekontrol Australian Border Force (ABF), der gjorde opdagelsen af vakuumforseglede pakker skjult i højttalere fra Thailand.
Det skete under en inspektion af lasten fra et fragtskib tilbage i april.
Største fangst nogensinde
I alt blev der fundet 1,596 ton metamfetamin og 37 kilo heroin. Det er den største beslaglæggelse af metamfetamin i Australien nogensinde og den største beslaglæggelse af heroin siden 2017.
- Det er næsten en fjerdedel af det årlige forbrug i Australien, så det vil have en indvirkning, fortæller vicekommissær Neil Gaughan til journalister i Melbourne torsdag.
De mange stoffer har en anslået værdi af mere end en milliard australske dollar. Det svarer til godt 4,6 milliarder danske kroner.
Vicekommissær Neil Gaughan fortæller videre, at de to toldere var ansat til at fragte gods mellem faciliteter.
Betroede medarbejdere
- De er betroede insidere i industrien. De brugte deres tillidspositioner til at omgå grænsekontrollen i Australien, siger han.
Han tilføjer, at duoen sandsynligvis blev udnyttet af et syndikat af organiserede kriminelle.
- Der er folk højere oppe end dem, og vi tror, at vi ved, hvem de er, siger Neil Gaughan.
De to toldere og den tredje person blev sigtet efter ransagninger af forskellige ejendomme i forstæder til Melbourne onsdag.
Den maksimale straf er livsvarigt fængsel.
Australske embedsmænd siger, at landet lider under en "alvorlig epidemi" af folk, der tager stoffer.
Det har ført til, at smuglere forsøger at finde nye måder at importere stofferne på.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa