To mænd på 21 og 23 år skal en tur bag tremmer i Holstebro - mistænkt for at have tæsket en 23-årig mand. Efter et grundlovsforhør lørdag blev de to mistænkte sigtet for grov vold og fængslet til 2. maj.
Politiet kom på sporet af voldsepisoden efter at have fulgt blodspor i Holstebro til en lejlighed, hvor en 23-årig mand lå bevidstløs efter en voldelig episode natten til lørdag.
Den 23-årige måtte en tur på operationsbordet i Herning, og i første omgang frygtede man, at han havde alvorlige kvæstelser i hovedet.
- Det var dog heldigvis ikke så slemt, som først antaget. Men han blev opereret for brud på nogle ansigtsknogler og er fortsat indlagt, siger Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Han oplyser, at grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og han kan derfor ikke fortælle, hvordan de to anholdtes forklaringer lød.
Politiet blev alarmeret om voldsepisoden på Den Røde Plads i Holstebro klokken 05.43 lørdag morgen.
Betjentene fulgte blodspor og nogle skoaftryk og fandt dermed frem til en lejlighed, hvor den 23-årige lå.
Ud fra nogle andre spor på stedet fandt de frem til anden lejlighed i nærheden, hvor politiet anholdt de to formodede gerningsmænd på 21 og 23 år.
De tre mænd har formentligt alle været en tur i åen. Politiets teori lød i første omgang, at de enten havde været i slagsmål, eller at de to anholdte havde overfaldet den 23-årige.
Den ene af de anholdte var i første omgang så påvirket, at politiet ikke kunne afhøre ham.
/ritzau/