En dommer i Næstved har onsdag sendt to mænd bag tremmer for en stribe røverier mod supermarkeder på Sjælland.
Mændene, der er 21 og 28 år gamle, blev sammen med en 20-årig mand anholdt onsdag morgen af politiet på Syd- og Midtsjælland. Den 20-årige mand blev ved onsdagens grundlovsforhør løsladt.
Sagen drejer sig om en stribe røverier, der er begået mod supermarkeder i Faxe Ladeplads, Karise, Ørslev, Terslev, Store Heddinge, Lellinge og Rønnede. Røverierne er begået i perioden fra den 3. august til den 2. oktober.
Der er tale om grove røverier, fordi der i alle tilfælde er blevet truet med skydevåben.
En person sidder allerrede fængslet i sagen. Han har rusket tremmer siden den 8. august. Det drejer sig om en 20-årig mand, som politiet fandt frem til efter røverierne den 3. august i Faxe Ladeplads og Karise.
Ifølge vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der fortsat en del efterforskningsarbejde i forbindelse med sagen.
- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke afvise, at der kommer flere anholdelser, siger han.
/ritzau/