Mette Walsted Vestergaards og Michael Kristiansens yngste var kun tre måneder gammel, da de gik fra hinanden.
I begyndelsen var Mette Walsted Vestergaard i en chok-tilstand, forklarer hun i et interview med Se og Hør.
Hun var meget optaget af bruddet - og det fyldte for meget:
- Hvis man bliver ved med at snakke om noget, holder man det også i live. Så jeg lavede en regel for mig selv: I to måneder lavede jeg en ”Michael-rationering”.
- Jeg måtte simpelthen ikke tale om ham eller med ham. En gang om ugen måtte jeg snakke med en veninde om ham, og resten af tiden var det lukket land.
Det var i 2012 efter et års ægteskab, at Mette Walsted Vestergaard og Michael Kristiansen gik fra hinden.
I dag har den 45-årige tidligere ankerkvinde på TV Avisen og den 55-årige kommentator på TV 2 det godt med hinanden, fortæller Mette Walsted Vestergaard til ugebladet:
- Vi ses tit og spiser middage sammen med børnene, og vi laver også professionelle ting sammen.
Mette Walsted Vestergaard forlod TV Avisen i 2013 og var et par år radiovært på P1. I dag arbejder hun med kommunikation i sin egen virksomhed og er blandt andet ordstyrer ved konferencer.