Regeringstoppens modstand mod at lade Rigsrevisionen undersøge det lovforberedende arbejde i den såkaldte solcellesag er alene et ønske om at starte en principiel diskussion med Folketinget.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit månedlige pressemøde, hvor hun også opfordrer til, at fronterne ikke trækkes så skarpt op i sagen.
- Jeg har meget, meget svært ved at forstå alt det her postyr om sagen. Vi har ikke sagt nej til at samarbejde med Rigsrevisionen. Brevet skal ikke forstås som et nej til Rigsrevisionen, siger Thorning om et omdiskuteret brev fra regeringens fire topministre til Folketingets formand.
Brevet har ført til hård kritik fra både Enhedslisten og den borgerlige opposition, som beskylder regeringen for at ville skjule oplysninger om forarbejdet til solcelleloven, der i foråret kostede klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) en næse.
Men det er ikke tilfældet, fastholder statsministeren:
- Det her drejer sig mindre om solcellesagen og mere om det principielle om det lovforberedende arbejde, siger Thorning.
- Skal Rigsrevisionen ind og have beføjelser, som i virkeligheden hører til Folketinget? Det er den principielle diskussion, som vi gerne vil have, fortsætter hun.
Det er regeringens opfattelse, at Folketinget alene har ansvaret for at kontrollere det lovforberedende arbejde, mens Rigsrevisionen kan kigge på, om loven bliver overholdt.
Statsministeren siger, at hun ser frem til at diskutere emnet med Folketinget
- Jeg kan oven i købet forstå, at vi er indkaldt til samråd. Det er jo også en måde at snakke sammen på, siger Thorning.
Hun henviser dermed til, at den borgerlige opposition har indkaldt de fire topministre - statsminister Helle Thorning-Schmidt, finansminister Bjarne Corydon (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og socialminister Annette Vilhelmsen (SF) - i samråd om sagen.
Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, opfordrer statsministeren til at sende alt materialet fra det lovforberedende arbejde til Folketinget forud for samrådet.
- Det står klart i rigsrevisorloven, at Rigsrevisionen skal have det, Rigsrevisionen beder om. Det troede jeg egentlig, at alle partier var enige om, siger han med henvisning til, at regeringsgrundlaget fastslår, at Rigsrevisionen skal have adgang til "relevante dokumenter".
/ritzau/