Det er en glad og stolt dansk statsminister, som søndag rejser til ceremoni på Oslo Rådhus for at være med til at modtage Nobels fredspris på vegne af EU.
- Fredsprisen er en påmindelse til os alle sammen om, at vi i Europa har skabt noget helt særligt. Det europæiske samarbejde har skabt fred og stabilitet i en region, der tidligere har været præget af krig og utryghed, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
- Og det minder prisen os om på et tidspunkt, hvor samarbejdet mest handler om den økonomiske krise. Vi skal være stolte af det Europa, vi har bygget op gennem seks årtier.
- EU er ikke perfekt, men vi har alle gavn af EU i vores dagligdag, siger statsministeren.
Statsministeren mener, at det europæiske samarbejde er helt specielt.
- Det Europæiske samarbejde er uden sidestykke. Det består udelukkende af demokratiske lande.
- Netop respekten for menneskerettigheder er en af de helt fundamentale forudsætninger for at kunne blive optaget som medlem, siger Helle Thorning-Schmidt.
Det var overraskende for mange, da EU blev udpeget som prismodtager 2012. Den norske advokat Fredrik Heffermehl mener, at de fem medlemmer af Nobelkomitéen ikke følger Alfred Nobels ønsker til prisen.
- Der vil altid være debat om fredsprisen. Det gælder sikkert også i år.
- Men jeg håber, at uddelingen kan inspirere andre dele af verden til at se, at det altid bedst kan betale sig at samarbejde med sine naboer, og at demokrati er forudsætningen for fred og varig fremgang, siger statsministeren.
18 af 27 EU's stats- og regeringschefer deltager mandag i ceremonien på Oslo Rådhus, hvor cheferne for EU's tre institutioner på unionens vegne modtager Nobels fredspris.
/ritzau/