Retssagen mod Kenyas vicepræsident, William Ruto, ved den internationale domstol i Haag er udskudt med en uge.
Det meddeler domstolen, der begrunder det med, at Ruto skal bruge sin tid på at håndtere det blodige terrorangreb i Nairobi, Kenyas hovedstad.
- I lyset af omstændighederne tillader domstolen, at Ruto ikke møder op i retten i en uge, siger dommer Chile Eboe-Osuji.
Ruto er sammen med præsident Uhuri Kenyatta anklaget ved domstolen for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med den dødelige vold, der rasede i Kenya i forbindelse med det omstridte valg i 2007.
De to stillede da op fra hver sit parti, men i marts i år vandt de begge, da de stillede op sammen.
Kenyattas retssag ventes at begynde i november, men begge afviser anklagerne.
I øjeblikket er både præsident og vicepræsident hårdt spændt for med krisen i Nairobi, hvor formodede islamiske terrorister i lørdags indledte en skudmassakre i et indkøbscenter.
Det frygtes, at over 60 mennesker er dræbt.
Terroristerne er endnu ikke nedkæmpet.
/ritzau/AFP