Den serbiske tennisstjerne Janko Tipsarevic, der ligger nummer otte på verdensranglisten, havde en skidt lørdag.
Han tabte 4-6, 4-6, 3-6 til russiske Mikhail Youzhny i tredje runde af grand slam-turneringen French Open i en kamp, der vil blive husket for serberens vredesudbrud mod to tilskuere, som ifølge Tipsarevic provokerede ham gentagne gange.
- Der var to gutter i det ene hjørne, som hele tiden larmede og grinede, og du kunne virkelig se, at de ikke var kommet for at se tennis, men bare var kommet for at blive set.
- Det gik mig på, og så tabte jeg hovedet, fordi du kunne se, at de var ligeglade. De var ligeglade med resultatet eller hvem, der spillede. De ville bare se godt ud og være til French Open.
- De havde ingen respekt for spillerne i forhold til at være stille eller noget, siger Tipsarevic ifølge AFP.
Ifølge Tipsarevic råbte de to tilskuere hele tiden Youzhnys navn, mens serberen var i gang med sin serv.
Det fik Tipsarevic til at lange verbalt ud efter tilskuerne, da han havde fået nok. Ordet "fucking" kom blandt andet ud af serberens mund.
Efter flere samtaler mellem Tipsarevic og kampens dommer blev de to tilskuere til sidst bedt om at forlade court 7, hvor opgøret blev spillet.
- Der er ingen undskyldning for min reaktion. Jeg skulle have talt med dommeren først. Men selv efter, at dommeren havde bedt den ene om at være stille, blev den anden ved med at provokere mig.
- Han råbte "come om, Youzhny", før jeg kastede bolden op til min serv. Problemet var, at jeg brugte f-ordet, og det var ikke kønt, siger Tipsarevic.
/ritzau/