Håndboldklubben Team Tvis Holstebro overvejer, om klubben fortsat har økonomi til at have et hold i den bedste række hos både mænd og kvinder.
- Nu skal vi se, hvad der er det bedste for Team Tvis Holstebro. Om det er at køre med to eller et hold, det skal vi nu prøve at finde ud af, siger klubbens direktør, Jacob Jørgensen, til TV/Midt-Vest.
Så det kan godt komme på tale, at et af holdene ikke er der til næste år?
- Alt er muligt, svarer Jacob Jørgensen.
Team Tvis Holstebro ligger nummer fire i den bedste danske håndboldrække, både for mænd og kvinder.
For nylig meldte Viborg HK ud, at klubben fremover kun vil satse på kvindeholdet.
Klubbens herrehold, der også spiller i den bedste række, kommer i fremtiden til at bestå af udviklingsspillere.
Ifølge Jacob Jørgensen er intet endnu sikkert, og Team Tvis Holstebro arbejder med flere løsningsmodeller. Blandt andet har klubben ført dialog med andre klubber i Midt- og Vestjylland.
- Vi har haft en god dialog, og det har været konstruktivt, men jeg kan ikke sige, hvad der kommer ud af det, for jeg ved det ikke, siger direktøren.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.